Lykke Roser

Ellen og Hugo Lykke's Rosenplanteskole. Personlig betjening.

Forår 2014

Søndag aften den 9. marts

 

Det har været en dejlig forårsdag!

 

For ca. 14 dage siden startede vi med at beskære de tidligt- og sommerblomstrende roser. Der er ikke så meget at beskære. Men nogle af roserne var ved at blive for store, og en udtynding kan også være gavnlig.

 

Omkring salgsafdelingen har vi et hegn, hvor stolperne er ved at give op. Der gror en Carnea op af et par af dem. Den er meget stor. Vi bliver nødt til at brænde den af for at få et nyt hegn sat op. Selvsamme rose brændte vi ned for ca. 7 år siden. Det kan man sagtens gøre, rosen skyder fra bunden igen.

Men nu skal den helt væk, og så planter vi en ny Carnea ved et stort træ i haven, hvor den kan få lov til at vokse og vokse. Den kan blive op mod 7 meter høj.

 

Tirsdag aften den 18. marts

 

En dejlig dag i haven. Jeg er ved at gå bedene igennem, hive en smule ukrudt op, flytte nedfaldne grene og beskære. Hønsene er ude af deres hønsegård. Det er de meget begejstrede for. Der er græs og bede at skrabe i. Hvad de finder, udover regnorme, er jeg ikke hurtig nok til at se. Håber, der ryger lidt skadedyr! Vi har nogle dejlige æg med fine gule blommer.

 

Jeg kan kun anbefale at have høns.

 

Har I spørgsmål til det, jeg skriver, eller andre spørgsmål, send mig en mail.

 

Med rosenhilsen,

Signatur